- Denne begivenhed er allerede afholdt.
Gadeteater fra hele verden
Afholdes 8. august 2019 - 10. august 2019
Begivenhed Navigation
Dansk Rakkerpak og Grønnegades Kaserne Kulturcenter inviterer for tredje gang Næstved til internationale gak og løjer når Street Cut løber af stablen den 8.-10. august.
–Vi ser et hav af forestillinger, når vi spiller vores egne forestillinger i udlandet. Og hver eneste gang møder vi spændende mennesker, der ligesom os brænder for gadeteater, liv og glæde. De bedste af de bedste forsøger vi så at få her til Street Cut i Næstved med deres spændende gadeteater – fortæller Niels Peter Kløft, der er en del af det kunstneriske trekløver i Næstveds Internationale Egnsteater.
Og programmet er vitterligt internationalt, for teatertrupperne kommer fra hele verden; Cuba, Catalonien, Italien, Canada, USA, Belgien, Frankrig og Danmark.
Det giver et tredages-program fyldt med store og fuldstændig gratis teateroplevelser i Næstved. Det hele starter om eftermiddagen torsdag den 8. august, når gågaderne i Næstved får besøg af franske Les Tonys; to meget mistænksomme bodyguards af spektakulær højde, der sikrer ro og orden, og eskorterer dem der måtte have brug for beskyttelse – og dem der slet ikke har brug for det.
De står ligeledes for morskab og sikkerhed når Borgmester Carsten Rasmussen er med til festivalens åbningsceremoni på Lave Ridebane. Det er også optakt til aftenens forestilling; “Castaway” med catalonske Cia La Tal.
Herefter følger to dages tætpakket program med gadeteater fra øverste hylde i verden. Glæd dig til blandt andet at opleve cubansk klovneri, canadiske tvillinger der kæmper mod lyserøde kaniner, tre belgisk-amerikanske gentlemen tumle omkring, og to danske burhøns der vinder deres frihed.
Fredag aften er sidste punkt på programmet det danske orkester Zirkus, der spiller op til swing og lindy hop. Det er en fest uden lige når det 14-mand store orkester tager publikum under armen, og danser 100 år tilbage i tiden til cabaret, swing og storytelling.
Suppekaravane tigger råvarer
Dansk Rakkerpaks kokkepersonale, som mange kender fra de populære Kultursupper, stævner lørdag formiddag ud med deres Suppekaravane. Med spas og levende musik kører de med hestevogn gennem byens gader, hvor de tigger grøntsager fra beboere og handlende. Alle råvarerne køres til Lave Ridebane, hvor Avantgarden tager i mod. I dagens anledning er trommestikker og koklokker udskiftet med porrer og grydelåg. Alle er velkomne til at følge Suppekaravanen rundt, uanset om man har grøntsager til den suppe der skal laves og deles ud senere på dagen, eller ej.
På Lave Ridebane kan publikum og gæster finde Steet Cuts karakteristiske grønne tæppe bredt ud. Her er et afslappet område, hvor man mellem forestillinger kan hænge ud og få stillet sult og tørst, under farvestrålende vasketøj.
Alle forestillinger og oplevelser er gratis, og spilles på Lave Ridebane på Grønnegades Kaserne Kulturcenter, i byens gågader og på Axeltorv, og i Sct. Jørgens Park Butikscenter.
Du kan se det fulde Street Cut-program på www.gkkultur.dk
Find flere begivenheder her.