- Denne begivenhed er allerede afholdt.
Folkefest for hele Sydsjælland og Øerne
Afholdes 16. marts 2019 kl. 20:00 - 22:30
Begivenhed Navigation
Næstved er det oplagte mål for fans af Folkeklubben i Sydsjælland og Lolland Falster, der vil opleve dem live. Den 16. marts spiller de i den smukke koncertsal Ny Ridehus, som et af få steder på Sjælland – og det med rygsækken fuld af flotte anmeldelser!
Folkeklubben udsendte d. 26. oktober deres fjerde album ‘Sort Tulipan’ til massive roser og en førsteplads på albumhitlisten over samlet fysisk salg i Danmark. I januar 2019 drager bandet atter på landevejen for at præsentere den nye plade såvel som det efterhånden omfangsrige bagkatalog.
– Folkeklubben har satset alt og lavet deres hidtil bedste album., skriver Politikens Kim Skotte i en af den slags 5-hjertede anmeldelser, et band kun kan drømme om. Soundvenue, Nordjyske, Jyllands-Posten, ja selv Thomas Treo fra Ekstra Bladet, stemmer i med roser:
– ‘Sort Tulipan’ strejfer Larsens karakteristiske blanding af umiddelbar lethed og vemodig dybde.
Folkeklubbens identitet ligger i jagten på det næste smukke koncertøjeblik og dén gode sang, hvis grundelementer er Kjartan Arngrims tekster og vokal, Rasmus Dalls guitarer og Rasmus Jusjongs fornemmelse for bund, beats, kor og keys.
Folkeklubben har over de sidste 7 år markeret sig som et af landets bedste og mest flittige liveorkestre. Når trioen i 2019 igen stævner ud, er det med deres nye album ‘Sort Tulipan’ i ryggen. Det nye album følger op på et i forvejen imponerende bagkatalog med udgivelserne ‘Nye Tider’ (2013), ‘Danmarksfilm’ (2014) og ‘Slå Flint!’ (2016).
Der er mange måder at slå sig selv ihjel på. Som band starter sammenbruddet som regel med en syvårskrise, hvor man spørger sig selv: hvem er vi og hvor skal vi hen? Folkeklubben har taget disse spørgsmål alvorligt. Og svaret foreligger nu på albummet ‘Sort Tulipan’.
– Sort Tulipan’ er et album med 11 originale sange, der sammen og hver for sig insisterer på i hvert fald for en stund at lukke lyset ind og skabe en større fortælling: “Med den nye plade er vi gået bevidst efter at udfordre det univers som vi har cementeret på de tre forudgående plader. ‘Sort Tulipan’ er ikke et selvmord, men et forsøg på at udfordre vores identitet, udtaler bandet.
Den kommende danmarksturné består af 18 store, stående koncerter. Men koncerten på Grønnegades Kaserne Kulturcenter i Næstved er det nærmeste spillested for de fleste på Sjælland og Lolland-Falster.
Vi kalder os jo gerne Sydsjællands største kulturcenter og det med rette, fortæller leder af kulturcentret John Nørbjerg, og uddyber -Vi har selvfølgelig en fysisk størrelse, men også stedets unikke geografiske placering i hjertet af Næstved og nærheden til stationen der gør det nemt og bekvemt for et meget stort opland at søge mod Grønnegades Kaserne Kulturcenter.
Om de kommende koncerter siger bandet:
Det bliver et poetisk rockbrag af en aften! Med den nye plade er vi gået efter at udfordre vores identitet og lydbillede og vi glæder os til at bringe denne ambition videre ind på livescenen – og give vores publikum dét, de ikke vidste de gerne ville have. Vi glæder os til at blande bagkataloget med helt nye og hårdtslående sange, der vil vise nye sider af klubben.
Billetterne er til salg, og udgivelsen af den nye plade har sat skub i salget. Find dine billetter på www.gkkultur.dk, eller ved at ringe på billettelefon 5588 3950, for at reservere inden afhentning på billetkontoret.