- Denne begivenhed er allerede afholdt.
Du kan være med til at redde liv
Afholdes 27. marts 2019 kl. 17:30 - 21:30
Begivenhed Navigation
70% af hjertestop sker uden for et hospital og ofte i eget hjem. Det er derfor afgørende, at man får hurtig hjælp, hvis man skal overleve et hjertestop. Derfor har Region Syddanmark, Region Sjælland, FirstAED og Dansk Folkehjælp med støtte fra Østifterne startet et samarbejde om førstehjælpsprojektet DANMARK REDDER LIV – og der er brug for flere hænder.
DANMARK REDDER LIV er kommet godt fra start og har allerede nu mere end 1.600 frivillige førstehjælpere, som kan rykke ud til hjertestop i hele Region Sjælland. Selvom det lyder af mange frivillige, er der brug for flere hænder for at hjælpe flest mulige borgere, der rammes af hjertestop i regionen. DANMARK REDDER LIV har til formål at få flere danskere til at yde livreddende førstehjælp ved hjertestop ved at blive udkaldt direkte fra regionens alarmcentral. Derfor er det en vigtig mission at få flere frivillige til førstehjælpere.
Tid er den afgørende faktor, når det gælder om at yde livreddende førstehjælp i forbindelse med hjertestop. For at opnå det bedste resultat skal der ydes førstehjælp inden for 5-6 minutter, hvorfor initiativtagerne ønsker, at flere frivillige bliver knyttet til DANMARK REDDER LIV. For at kunne dække hele regionen er målsætningen for Region Syddanmark derfor øget til langsigtet mål med samlet 8.000 frivillige førstehjælpere, således at sandsynligheden øges for, at frivillige førstehjælpere kan være hurtigt tilstede og hjælpe, når borgere rammes af hjertestop.
VIL DU REDDE LIV?
For at kunne øge overlevelsesprocenten har vi brug for, at flere tilmelder sig som førstehjælper. Har du en førstehjælpsfaglig baggrund, har du mulighed for at blive knyttet til initiativet med det samme via www.redderliv.dk. Hvis ikke du har en førstehjælpsfaglig baggrund, så skal du blot have minimum et fire-timers førstehjælpskursus fra Dansk Førstehjælpsråd, som er maksimum to år gammelt. Har du heller ikke dette, så tilmeld dig et gratis kursus nu på www.kursusbevis.dk. Der er kurser i Asnæs, Haslev, Holbæk, Kalundborg, Korsør, Køge, Maribo, Nakskov, Nykøbing F., Næstved, Ringsted, Roskilde, Slagelse, Sorø, Vordingborg.
Så snart du har gennemført kurset, optages du direkte som førstehjælper i DANMARK REDDER LIV og er med til at redde liv, hvor du end befinder dig i regionen. Læs mere om DANMARK REDDER LIV på www.redderliv.dk.
Kurset afholdes onsdag den 27/3 kl. 17.30-21.30
Vor Frue Skole, hovedindgangen
Præstøvej 29
4700 Næstved
Tilmeldingsfristen er d. 21/3, og det er gratis at deltage. Man melder sig til via dette link: https://kursusbevis.dk.
FAKTA OM DANMARK REDDER LIV
DANMARK REDDER LIV er et livreddende projekt skabt i samarbejde mellem Region Sjælland, Region Syddanmark, Dansk Folkehjælp, First AED og Østifternes initiativ, der har til formål at få flere danskere til at yde livreddende førstehjælp ved hjertestop og blive udkaldt direkte fra regionens alarmcentral.
For at overleve et hjertestop er det nemlig yderst vigtigt, at der sættes ind med livreddende førstehjælp hurtigst muligt, idet chancen for overlevelse falder med 10% for hvert minut der går. Hvis en person får hjertestop, og der ikke ydes livreddende førstehjælp inden ambulancen når frem, overlever kun én ud af 30. Ydes der tidlig livreddende førstehjælp af frivillige førstehjælpere stiger overlevelseschancen betydeligt.