- Denne begivenhed er allerede afholdt.
Dem der blev – en rejse i Syrien
Afholdes 12. marts 2019 kl. 19:00 - 21:00
Begivenhed Navigation
Hjalte Tin og Nina Rasmussen er aktuelle med bogen “Dem der blev. En rejse i Syrien til kurdernes ukendte revolution”. Mød de to kendte eventyrere på Næstved Bibliotek tirsdag den 12. marts kl. 19.00-21.00.
Hjalte Tin og Nina Rasmussen, der er kendt af mange for deres talrige beretninger fra et liv med rejser til alverdens lande, udgav i juni 2018 bogen “Dem der blev. En rejse i Syrien til kurdernes ukendte revolution”. I bogen leverer de en meget anderledes beretning fra det krigshærgede land.
Rejste den modsatte vej
“Da flygtningene kom til Danmark, rejste vi den anden vej, ned til dem der blev, dem der ikke bankede på Europas dør, men blev i Syrien og Irak og kæmpede for at skabe lande, det er godt at bo i. Efter vores mening den virkelige løsning på flygtningeproblemet, som vi i Europa bør støtte”, hedder det i bogen.
Parret krydsede ind i krigsområdet, kørte på Syriens støvede landeveje, besøgte de unge kvinder ved fronten, boede hos gæstfri familier og talte med lederne. De opdagede, hvad de kalder kurdernes ukendte revolution; begyndelsen på et nyt demokratisk samfund med lige ret for kvinder og mænd, arabere og kurdere, kristne og muslimer.
Tirsdag den 12. marts kl. 19.00-21.00 fortæller Hjalte Tin og Nina Rasmussen på deres sædvanlige engagerede og indlevede facon om rejsen og de mennesker, de mødte undervejs. De to eventyrere, der har levet sammen siden 1974, har rejst over det meste af verden, og deres mange bøger har stadig et stort publikum.
Pris: 50 kr. Billetter købes via www.naesbib.dk