Computercity lukker i Næstved
Næstved: Varehuset Computercity i Næstved er et af de varehuse, som senest den 31. januar 2017 skal lukke som følge af hård konkurrence på det danske marked.
Efter 24 år på det danske marked, er det blevet elektronikgiganten Computercitys tur til at lukke og slukke. Ni ud af ti varehuse skal være lukket senest den 31. januar 2017, hvoraf varehuset i Næstved er en af dem, skriver Sjællandske.
Kun varehuset i Glostrup fortsætter, og virksomheden har onsdag den 21. september afskediget 96 af 126 medarbejdere.
– Det er altid sørgeligt at forhandle fratrædelsesvilkår, når arbejdspladser lukker. Men det er lykkedes HK Handel at få en aftale, der sikrer de opsagte medarbejdere i forhold til ikke planlagt ferie, vejledning, uddannelse og øvrige vilkår, siger HK Handels faglige chef, Kim Jensen til Sjællandske.
Derfor vil HK Handel besøge varehusene samt tage kontakt til de medlemmer, der er berørt af afskedigelserne. De skal orienteres om, at de har ret til at få fri med løn til vejledning i fagforening og a-kasse, hvis de er omfattet af overenskomsten mellem Dansk Erhverv Arbejdsgiver og HK Handel.
HK Handel har en aftale med Computercity om, at medarbejderne har ret til 15 dages uddannelse med løn i opsigelsesperioden.
Udover Næstved har Computercity varehuse i Glostrup, Esbjerg, Roskilde, Aalborg, Odense, Aarhus, Horsens, Lyngby og Østerbro i København.
Computercity åbnede i 1992 i Danmark.
Kommentarer