Næstved By

Campusbyggeri spærrer Teatergade midlertidigt

Mandag morgen viste de første synlige tegn sig på at byggeriet af det nye Campus Næstved på kanten af Munkebakken er under opstart.

Campus Næstved, som skal samle Næstveds uddannelser ved stationen midt i Næstveds bymidte er så småt under opstart. Mandag morgen blev Teatergade delvist afspærret.

Årsagen til afspærringen mandag morgen er, ifølge entreprenøren C.C Contractor, at de forberende opgaver er igang.

– Der ligger nogle TDC fiberkabler i jorden, der hvor Campus-bygningen skal opføres. De bliver nu flyttet og gravet ned i selve Teatergade, oplyser Daniel Ravn, projektleder på Campusbyggeriet fra entreprenøren C. C. Contractor.

Selve byggeriet begynder ved Munkebakken fra omkring midten af februar, hvor P-pladserne inddrages og selve byggepladsen etableres.

Bygningen, der skal opføres på stedet skal ligge i tæt kontakt til Munkebakken, og derfor graves den ind i selve bakken. For at gøre plads til det skal en del af skråningen graves væk. Munkebakken skal fastholdes af en spunsvæg, der skal bankes 18 – 19 meter ned i jorden, og danne en niveauforskel på hele 13 meter. Det arbejde starter den 27. februar.

Etableringen af spunsvæggen sker ved at spunsplader bankes ned i jorden, og det kan virke støjende og til tider betyde lavfrekvente vibrationer i området. Alle beboere omkring Munkebakken har i slutningen af januar modtaget et brev med varsling af arbejdet og rammer for evt. konsekvenser på omkringliggende bygninger.

Når spunsvæggen er etableret går byggeriet, efter planen, igang i starten af marts. Teatergade vil ikke være afspærret under hele byggeriet, men p-pladserne langs Munkebakken vil blive inddraget til byggeplads.

Munkegrillen er desuden flyttet til den modsatte side af Teatergade, og står nu i krydset Teatergade/Farigmagsvej.

Byggeriet skal stå klar til skolestart i august 2018.

Kommentarer