Byråd vil bredbåndsproblemer til livs
Næstved: Ifølge Energistyrelsens samlede oversigt har mere end 7.000 husstande og virksomheder i Næstved Kommune slet ingen eller mangelfuld bredbåndsdækning, og det vil byrådet gøre noget ved.
Som følge af det mangelfulde bredbånd har byrådets kulturudvalg afsat 300.000 kroner til at støtte borgerinitiativer, som vil søge statens bredbåndspulje, hvilket flere allerede er i gang med, skriver Sjællandske.
Læs også: Fiberselskaber utilfredse med bredbåndspulje
– Jeg er utrolig glad for, at udvalget er enige og har mulighed for at give støtte og dermed hjælpe endnu bedre bredbånd på vej til borgerne i landområderne. I dag er der et stort antal husstande og virksomheder, der dagligt kæmper med dårlig netdækning. Og selvom statens bredbåndspulje og kulturudvalgets støtte ikke kan fikse alle udfordringerne, så er det alligevel et godt og sikkert skridt i den rigtige retning, som er med til at fremme godt liv på landet, siger kulturudvalgets formand Linda Frederiksen (S) til Sjællandske.
Lokalråd og bylaug har deltaget i et gennemsyn af styrker og ikke mindst svagheder i de enkelte lokalområder i ”Projekt Godt Liv på Landet”. Mange lokalråder havde ønsket om at få bedre netdækning.
Kommentarer