Samfund

Amy Steen har det godt i Etiopien

Næstved: Efter længere tids tumult med myndighederne i Næstved Kommune, valgte Amy Steen i februar at flygte fra Danmark til Etiopien. Ifølge Arun Dohle fra foreningen ‘Against Child Trafficking’ har Amy Steen det godt.

Arun Dohle var sammen med 17-årige Amy Steen sidste onsdag , og kan bekræfte, at hun har det godt i Etiopien, hvor hun har tilegnet sig sit sprog igen samt fundet nye venner, skriver Sjællandske.

Amy Steen kom til Danmark som adoptivbarn i 2009, hvor hun sammen med sin lillesøster flyttede til Næstved. Familien fungerede dog ikke sammen, og derfor blev hun midlertidigt anbragt hos en plejefamilie, som hun ufrivilligt blev fjernet fra, da Næstved Kommune ville anbringe hende på et opholdssted.

Læs også: Et barn må ikke flyttes med magt

Dog skiftede Næstved Kommune mening efter fire måneder, og hun fik derfor lov til at komme tilbage til plejefamilien, som bor i Myrup.

I februar i år valgte Amy Steen at flygte til Etiopien med dækhistorien om, at hun skulle på vinterferie til Sverige med en veninde. Arun Dohle hjalp hende økonomisk med rejsen, så hun kunne komme afsted. Ved ankomsten til Etiopien blev hun genforenet med sin biologiske familie.

Arun Dohle arbejder for børns rettigheder og adoptionsforhold og mener, at Amy Steen er et offer for børnehandel, da hendes mor følte sig tvunget til at skrive adoptionspapirerne under, da hun var syg og uden midler.

Det er også Arun Dohle, som betaler det meste af Amy Steens udgifter, så hun ikke mister sit hjem, og derfor skal vende tilbage til Danmark.

– Amy er i en svær følelsesmæssig situation. Hun har ingen planer for fremtiden, ingen reel indtægt og de fleste synes, at hun skal rejse tilbage til Danmark. Jeg er måske for tålmodig, men jeg kan ikke efterlade hende på gaden i Addis Abeba (Etiopiens hovedstad, red.) som alle andre gør, siger han til Sjællandske.

Arun Dohle håber desuden på, at Næstved Kommune vil betale for undervisning til Amy Steen, og de vil motivere hende til at tage en uddannelse.

Amy Steens plejemor, Hanne Keller, er bekymret, da hun ikke har hørt fra hende siden hun tog afsted i februar, og hun har desuden stoppet al kontakt venner og veninder.

Adoptionen er annulleret i Etiopien, men står stadig ved magt i Danmark.

Kommentarer