Åbent Atelier Næstved 2016 i weekenden
Næstved Kommune: For 14. gang åbner kunstnere i Næstved Kommune deres døre til værksteder og atelierer, når der i weekenden er Åbent Atelier Næstved 2016.
Lørdag den 3. september og søndag den 4. september fra klokken 10.00 til klokken 17.00 er der Åbent Atelier i hele kommunen for alle kunstinteresserede.
Kunstinteresserede vil have mulighed for at lægge turen forbi 48 kunstneres værksteder i weekenden. Nogle vælger at udstille sammen i værksteder eller gallerier med forskellige kunstarter, andre udstiller i egne hjem, haver eller egne gallerier.
Fælles for alle 48 kunstnere er lysten til at fortælle om deres kunst og vise alle interesserede den sprudlende og spændende kreativitet.
Man kan finde navn og adresse på kunstnernes udstillinger på www.aabentateliernaestved.dk.
Kommentarer