Mand anholdt efter skudepisode i Næstved
Næstved: Politiet har en formodning om at en skudepisode i Næstved natten til fredag er banderelateret.
Natten til fredag den 23. september klokken 00.32 blev en 30-årig mand ramt af flere skud ved Rema 1000 på Parkvej i Næstved. Manden blev fløjet til Rigshospitalets traumecenter, hvor han meldes uden for livsfare.
Politiet har i nattens løb og de tidlige morgentimer foretaget tekniske undersøgelser på stedet, og derfor er området afspærret.
Læs også: Skudepisode ved Rema 1000 i Næstved
– Vi har anholdt en mand, som vi i øjeblikket afhører for at få klarlagt hans andel i episoden, siger politiinspektør Kim Kliver og fortsætter:
– På nuværende tidspunkt har vi en formodning om, at skudepisoderne er banderelateret, men det vil de videre efterforskningsskridt formentlig afdække.
Politiet har ikke yderligere oplysninger for nu men vil melde ud, så snart, der er nyt i sagen.
Kommentarer